Go to Top

Pædagogik/Metodik

Pædagogik og metodik (6-18 år)

Overordnet har vi på Altinget en anerkendende og relationel tilgang til børnene med fokus på at udvikle det enkelte barns ressourcer og potentialer.

2 gange om året udfærdiges en statusrapport som sendes til anbringende kommune som dokumentation for vores arbejde og for børnenes udvikling. Vi arbejder internt med behandlingsplaner, hvori vi arbejder med individuelle fokusområder, som altid tager afsæt i kommunens handleplan. Behandlingsplanen fungerer også som et professionelt arbejdsredskab, hvor indsatsområderne med tiden ændres/tilpasses barnets behov og udvikling.

Vi tilrettelægger den individuelle behandlingsplan ud fra en helhedstænkning med særligt fokus på kontinuitet, forudsigelighed og struktur i barnets hverdag.  Vi bruger værktøjet PAS(Pædagogisk Analyse Redskab), til at få indblik i og skabt et overblik i forhold til den unges ressourcer via forskellige tests, samt til resultatmålinger. Alle mennesker er forskellige, hvorfor alle unge der bliver indskrevet på Altinget, vil få tilrettelagt et individuelt forløb, hvilket fordrer deres udvikling bedst. Derfor er det ikke én bestemt metode vi fastligger os på. Vi oplever derimod ofte, at vi på Altinget ofte bliver nødt til at tilegne os ny viden om forskellige metoder og strategier i mødet med en ny indskrevet ung og behandlingsarbejdet i forhold til denne. Dog er der stadig metoder samt teorier vi vaneligt ligger os op ad.

Nedenstående vil vi kort skildre de pædagogiske teorier, principper og metoder vi oplever, flytter og udvikler vores unge, og som vi har haft succes med at praktisere.

Neuro-affektiv pædagogik

Med udgangspunkt i hjernens tredeling og den moderne udviklingspsykologi (Bowlby og Stern), bruger vi Susan Harts og Marianne Bentzer teorier, som en paraply teori / meta-teori, der forærer os et landkort, som kan hjælpe os med at zoome ind på, hvilken intervention der vil være givende, set ud fra den enkeltes dissocieringer(manglende overensstemmelse mellem følelse og situation), hæmmende selvbeskyttelses strategier, fejlafstemninger eller problemadfærd. Hjernens tredeling fortæller os omkring nervesystemernes betydning for menneskers udvikling og indlæring.

  1. Det autonome nervesystem (Kropssansninger)
  2. Det Limbiske nervesystem (Følelser og emotioner)
  3. Præfrontal corteks (Den tænkende hjerne – tanker)

Neuro-affektiv pædagogik handler i høj grad om afstemning og sammenhørighed barn og voksen imellem. At kunne være i sine følelsers vold og samtidig kunne rumme et andet menneskes problemer, følelser og tanker skaber mødeøjeblikke. Gennem afstemning og arousalregulering forsøger pædagogen at møde barnet på dets udviklingsniveau. Når barnet er blevet ”set” arbejdes der ud fra zonen for nærmeste udvikling.

Mentalisering

Mentalisering er at forstå egen og andres adfærd ud fra mentale tilstande. Mentale tilstande er blandt andet følelser, tanker, behov, mål og grunde. Vi mentaliserer alle, når vi interagerer med hinanden, men vi er sjældent opmærksomme på, at vi gør det. Mentalisering foregår i hverdagen for det meste automatisk, men uden at vi er bevidste om det. Eksempelvis når interaktionen med den anden glider let, og vi har det rart og godt med hinanden. Vi er ikke bevidste om det, men vi er hele tiden opmærksomme på vore egne og den andens mentale tilstande og tilpasser vores handlinger hertil. F.eks. små ændringer i den andens ansigtsudtryk eller måden at tingene bliver sagt på.

På Altinget bruger vi meget tid på at være undersøgende, ved at stille spørgsmål som – ”hvad er du ude på, når du viser netop denne adfærd?”. Vi er dog stadig afgrænsende i relationen.

Ofte vil vi forsøge, at hjælpe den unge med at få sat ord på en given oplevelse, og til tider vil den voksne verbalisere hvordan han/hun tror det må opleves, hvorpå man så kan spørge den unge, giver det mening?

Jo flere gange de voksne gør dette sammen/overfor den unge, jo flere muligheder vil den unge have for på et tidspunkt, selv at kunne udvikle et sprog og en fornemmelse for hvordan visse følelser mærkes indeni.

Det er i relationen det sker

Kirkegaard har en gang udtalt: ”Alle vil udvikling – ingen vil forandring!”

Som udgangspunkt er målet med en anbringelse – forandring.

Når et ungt menneske bliver anbragt uden for hjem, er det fordi der skal ske noget, der skal ske en forandring. Men vi ved forandringer er ”farlige”. I en relation er der altid tre til stede. Der er dig, mig og relationen. Vi på Altinget tror på, at det er i relationen, der opstår en mulighed for forandring. Det er der vi får muligheden for at flytte os sammen. Da vi sammen bliver klogere på hinanden.

Vi tror på, at en forudsætning for, at få skabt grundlag for en udvikling hos den unge, er, at vi skal tage ansvaret i forhold til at få skabt en bæredygtig relation. Det er i relationen at den unge vil kunne vise os og fortælle om de drømme og håb denne har, samt den smerte og sorg den unge har med sig. Vi skal i relationen sammen med den unge have afdækket dette, således at vi sammen kan finde ud af, hvordan den unge kan opnå samt bibeholde en motivation for udvikling. På Altinget er det altid den voksne der har ansvaret for relationen, da de unge til tider har rigtig svært ved at opretholde en gensidig relation.

Miljøterapi

Vi er et familiært sted. Vi har ordret ”familiært” i vores værdigrundlag og tilstræber, at leve op til værdien i den pædagogiske praksis på opholdsstedet. Vores rammer bærer præg af, at det er et hjem for de børn og unge, vi har boende. En tryg base er en af forudsætningerne for, at et menneske trives og udvikles.

Miljøterapi er en aktiv, struktureret, problemorienteret og dynamisk behandlingsform. Den kognitive behandlingsmodel i miljøet giver den unge mulighed for, at finde alternativer til uhensigtsmæssige reaktionsmønstre og udvikle nye færdigheder.
Tanker og følelser er i centrum, idet den unge og pædagogen sammen fanger de negative tanker, der ofte resulterer i uhensigtsmæssige reaktioner og problemer.
Ved miljøterapien udnyttes det daglige miljø på opholdsstedet, som et socialpædagogisk værktøj. Miljøterapien indebærer bevidst tilrettelæggelse af opholdsstedets fysiske rammer, daglige samvær, rutiner og struktur, så livet på opholdsstedet tjener beboernes formål med anbringelsen.
I miljøterapi integreres terapeutiske og pædagogiske holdninger. De daglige gøremål opbygges, så det så vidt muligt ligner en almindelig familie. Ud fra beboernes adfærd i dagligdagen, måden at løse konflikter på og måden at omgås de andre på, uddybes forståelsen af beboernes vanskeligheder og stærke sider. Gennem en tæt kontakt hjælpes beboerne gennem vanskelige situationer.
Det tilstræbes, at vores beboere lære nye og mere hensigtsmæssige måder at forholde sig på, således at deres ressourcer og kompetencer udnyttes og selvværdsfølelsen øges.

Intervention og Involvering

Pædagogisk/psykologisk intervention er essentielt i det socialpædagogiske arbejde på ALTINGET. Interventionsteorien/metoden tager udgangspunkt i det enkelte individs adfærd, handlinger, kompetencer og potentialer. Ud fra dette ståsted tilpasser omverdenen sig ind, således at de krav og forventninger der stilles er realistiske. Endvidere tilpasses de ydre rammer, sådan at miljøet omkring personen er trygt og ideelt.
Adfærdsregulering er ligeledes et centralt område i forhold til intervention. Adfærden kan ændres via social- og kognitiv træning, men oftest og med længerevarende virkning, via en mentaliserende tilgang. At man som voksen er oprigtig undersøgende på hvad der ligger bag adfærden. At man hjælper den unge til at så sat ord på de indre sansninger de oplever.
Den sociale færdighedstræning bygger på tanker om: ”En persons social formåen siger mere om prognose, livskvalitet og fremtidsudsigter end diagnose og symptomer”. I den sociale færdighedstræning lægges der vægt på personens interaktive sociale færdigheder, kompetencer – her og nu, i praksis, og i samspil med andre. Man møder personen på det udviklingstrin personen er på, og bygger erfaringer, relationer, læring oven på. (Zonen for nærmeste udvikling – Vygotsky).
Vi mener, at social læring finder sted i et aktivt samspil og i relation med mennesker man kan spejle sig i. Det er i relationen vi flytter os.
Den kognitive intervention lægger sin hovedvægt på udvikling/træning af evnen til at tænke funktionelt, rationelt og analyserende med henblik på, at øge handlemuligheder og skabe succesoplevelser, der udvikler beboerens emotionelle og sociale kompetencer. Det er af tankens vej, at verden bliver forståelig og overskuelig. Træningen kræver selvindsigt og accept af egne stærke og svage sider.
Overordnet målsætning med den kognitive intervention og træning er, at reducere beboernes overdrevne emotionelle reaktioner og selvundertrykkende adfærd. I træningen lægges der vægt på, at modificere de forkerte eller forvrængede tanker og virkelighedsfjerne antagelser, der ligger bag disse reaktioner, så personen får et så realistisk billede af sig selv og evt. får dannet sig nogle løsningsmodeller til, hvordan han/hun kan gøre tingene anderledes fremover.
Træningen giver vores beboere nogle grundlægende redskaber, som hjælper dem til bedre selvindsigt og bevidstgørelse af egen personlig og social udvikling. Endvidere praktiseres træningen gennem pædagogernes daglige samvær/samtaler med beboeren på opholdsstedet, hvor pædagogen fremstår som en rollemodel beboeren kan spejle sig i og få råd og vejledning af.
På ALTINGET arbejder vi ud fra en kombination af den kognitive- og sociale færdighedstræning, hvor spejling, automatisering, strategier og selvrefleksion er nøgleord for beboerens videre personlige udvikling. Intervention kræver tillid, åbenhed og motivation fra beboerens side; før dette er på plads, kan en adfærdsregulering og positiv personligudvikling ikke lykkes.


På ALTINGET arbejdes der med Involveringspædagogikkens otte grundprincipper:

  1. Involvering – defineres som et gensidigt følelsesmæssigt forhold mellem to eller flere mennesker. Involveringen kan tage fra et minut til flere måneder, alt efter hvilke erfaringer den unge har med tidligere relationer.
  2. Nuværende adfærd – bevidstgørelse af egen adfærd for at opnå en positiv identitet. Konfronter den unge med konkret adfærd, kontra det han/hun føler/oplever.
  3. Evaluering af nuværende adfærd – den unge evaluerer egen adfærd og vurderer om der skal en adfærdsændring til. I denne situation er det ikke pædagogens værdier der ligger til grund for bedømmelsen, men den unge der bedømmer egen adfærd, og behovet for ændring.
  4. Planlægning af ansvarlig adfærd – Efter evaluering, hjælper pædagogen den unge med at finde alternativer til nuværende adfærd. I samspil mellem pædagogen og den unge aftales der realistiske mål.
  5. Forpligtigelse – Efterfølgende føres aftalen ud i livet. Aftalen bliver nedskrevet i udviklingsplanen, som hermed bliver styreorgan for udviklingen.
  6. Undskyldninger accepteres ikke. Hvis aftalen ikke holdes, går man tilbage til 3 princip og revurdere.
  7. Ingen straf – Straf modvirker involvering, og fratager den unge ansvaret for sine handlinger.
  8. Giv aldrig op – specielt i forhold til udsatte grupper er der behov for vedholdenhed, hvor den voksne er tovholder.

Små Sikre Succeser
Vi tror på, at vi gennem en positiv indstilling, tiltro og en fordomsfri indgangsvinkel til vores beboere, kan skabe et godt udgangspunkt. Vi lægger stor vægt på, at personalet er klædt godt på, til at tage godt imod nye beboere, så deres indslusning bliver en succes. Det er centralt for os, at de mål og forventninger, der stilles til beboeren, er realistiske og målbare. Målene nedfælles i beboerens behandlingsplaner og evalueres løbende. Alle i personalegruppen bakker op om og arbejder ud fra mål og fokusområder i behandlingsplanen.
Børn og unge der af den ene eller anden årsag er anbragt uden for hjemmet, kommer ofte med en lav selvværdsfølelse og manglende tro på egen kunne. Essentielt for det pædagogiske arbejde på ALTINGET er, at få brudt denne fordom og onde cirkel, således at barnet/den unge får troen, selvtilliden og håbet tilbage. Selvværd kommer inde fra og ud. Endvidere bruges der dagligt en del tid på at lære beboerne at respektere hinanden, de voksne, stedets møbler og lokaler.

Forældresamarbejde
Når et barn/en ung skal bort fra forældrene i en periode i livet, vil det kunne være forbundet med skyld og skam. Den skyldfølelse, der kan være forbundet med en anbringelse, er en vi tager meget alvorligt. Vi tror på at alle mennesker gør det bedste de kan. Nogle gange kan man efterfølgende se – ”Jeg burde nok have handlet anderledes, men i det øjeblik jeg gjorde det, der gav det mening!”. Vi vil i forløbet rette fokus fremad og se på, hvor vi sammen kan blive klogere. For lige nu har vi et fælles mål, barnet skal i en god udvikling og det skal vi sammen sørge for.

Kirkegaard har en gang udtalt: ”Alle vil udvikling – ingen vil forandring!”

Som udgangspunkt så er målet med en anbringelse – forandring.

I en relation er der altid tre til stede. Der er dig, mig og relationen. Vi på Altinget tror på, at det er i relationen, der opstår en mulighed for forandring.

Vi tror på, at det er i samarbejdet med forældrene, vi får flyttet barnet længst. Vi sørger altid for, at der er rigtig meget kontakt Altinget/forældre imellem. Vi vil ofte, i opstarten af en anbringelse, være meget spørgende og undrende, da vi anerkender, at forældrene har et større kendskab til netop deres barn end vi. Derfor er vi optaget af, at vide så meget som muligt – ”Hvad har du prøvet som forælder? Hvad virkede hvad virkede ikke?”. Vi bliver klogere sammen, ved at dele erfaringer.

Når barnet er anbragt på Altinget, er det Altinget der har ansvaret for, at der sker en udvikling, men vi vil altid gøre alt, hvad der står i vores magt for, at forældrene er med på de tiltag vi laver, da vi ved, at barnets motivation for udvikling oftest er markant større, hvis forældre bakker op om tiltag.

Hvis du altid er glad, gør jeg ikke mit arbejde godt nok
Som læser kan du sikkert tænke: ”Det var da en underlig overskrift” – men den er god nok.

På Altinget er vi ude på noget. Vi stiller krav, vi vil den unge. Vi arbejder med transparente mål for den unge, sådan at denne ved, hvor vi er på vej hen. Men disse mål gør til tider, at vi stiller krav, eller siger nej til et umiddelbart behov. Vi ved, at de unge vi møder i vores virke, ofte har meget mere syn på det de har lyst til, fremfor hvad de har behov for! Dette giver ofte anledning til konflikter, derfor overskriften.

Konfliktløsning på Altinget

Vi arbejder med forberedelse på konflikter (fremadrettede konsekvenser), det betyder, at når man står i selve konflikten, så ved den unge, hvilke konsekvenser en given adfærd vil have. Det betyder, at den unge ikke efterfølgende vil modtage en ”straf-konsekvens”, for den unge vidste det i forvejen. Så den unge foretog et aktivt valg i selve konfliktsituationen (dette er selvfølgelig individafhængigt).

På Altinget ”tror” vi ikke på magtanvendelser, vi tror på at ”vold avler vold”. Det betyder vi kun foretager magtanvendelse, hvis den unge er til fare for andre eller sig selv.  Når man står midt i en konflikt, er man ”meget mund og lukkede ører”! Det betyder, i en konfliktsituation er der ikke meget læring.

Derfor vil vi i en ophedet konflikt arbejde konfliktnedtrappende. Det gør vi, da vi tror på, at det er efter konflikten, i fredstid, at vi kan snakke fremadrettede strategier/metoder, som den unge vil kunne benytte sig af. Det er i fredstid, at vi kan arbejde mentaliserende og finde ud af hvad der skete i situationen. Det vil altid være personalets ansvar, at genoprette relationen til den unge.